Der var engang! Ja helt korrekt dette kommer til at handle om fortiden. Min fortid i mit perspektiv; men fortiden tilhører os alle og jeg deler gerne af mit perspektiv! Hvis du er del af familien kender du dig måske igen eller ikke og for alle andre er der måske ligheder eller forskelle der kan sætte eget liv i relief. Du er velkommen til at følge med som aktiv deltager eller passiv beskuer og tilmed spejle dig selv og din fortid i min fortælling. Du er slet og ret velkommen til at gøre min historie fortælling til dig egen.
Hvor starter jeg min fortælling? Har min fortælling overhoved en start? Er det overhoved en fortælling eller er det flere? Hvordan kan det være min når det delvist foregår før jeg blev født? Der er flere spørgsmål end svar ved tilblivelsen af min familie blog, fortælling, saga, krønike ……
Jeg kender ikke svarene og måske findes de slet ikke. Det er jo netop de mange åbne spørgsmål og vores fantasi som er grundlaget for blokken. Det må være lov at samle minder gennem generationer og forestille sig hvordan det var dengang. Onkels fortællinger, familiealbumet, festsangene, fødselsdags brevet, ferie kortene endda enkelte dagbøger. Det er alt sammen minder der som et uendeligt puslespil langsomt tager form uden nogenside at blive komplet. Det kan tilmed lægges om til nye motiver i nye perspektiver. Det perfekte reality puslespil.
Har jeg modet til at dele mit personlige perspektiv på et fælleseje – “Familie historien”? Og hvorfor risikere kritik, splid og splittelse? Hvad vil jeg opnå? Blot fordi jeg har lyst til at fortælle, skrive og ja lyst til reaktioner så længe de er konstruktive. Jeg har aldrig ønsket at såre; men bramfri skrift og tale krydret med naivitet præger tidvist min karakter og vil forekomme. Hermed advaret! Jeg er allerede godt igang med en tirade af bortforklaringer og undskyldninger for en blok der endnu ikke er skrevet.
En Familie et hjem
Mormor boede i det som var mors barndomshjem ret ved siden af det der var mit barndomshjem sidst i tresserne. På et tidspunkt fik jeg sagt at hun da ikke var del af vores familie! Det fik mormors forklæde, der var bundet rundt om livet ret over hendes lille topmave til, at hoppe så klemmerne i lommerne holdt på at faldet ud. Hun kluk-lo samtidig som mit barnlige udsagn nok havde såret “Europas bedstemor” , en titel hun i al beskeden havde tillagt sig . For mig var familie lig med “kernefamilien” og hun fald beklageligvis udenfor med en generationslængde.
For mig har familie og hjem altid været uadskillige størrelser. Jeg kommer fra en familie med far, mor og børn der i mange år delte et hjem . Far og mor kom selv fra tilsvarende familier med hjem og vi søskende har siden stiftet nye familier med atter nye hjem.
Jo vi havde alle vores familier og engang havde mormor selv en kernefamilie i hendes eget hjem og tilmed i hendes eget hus som hun og morfar havde bygget. Vi boede ret ved siden af i det hus far havde bygget og far kom selv fra et hjem der tilhøre hans oprindelige kernefamilie i det hus farfar havde bygget. Familie, hjem og tilmed eget hus var definerende for hvem jeg var og hvordan jeg så på verden omkring mig.
Mormor er efter hendes død nådigst blevet optaget i min familien. Bedre sent end aldrig. Årene er gået og jeg har selv stiftet familie med eget hus selvom jeg ikke var bygherren. Vi solgte vores hus i 2017 og flyttede i lejlighed samtidig som drengene fløj fra reden på vej mod nye hjem.
Det er der vi står i dag. Hjemmet er reduceret til en minimalisktisk lejligehed med plads til to. Familien er der stadig selvom næste generation har stiftet egne hjem i egne boliger dog uden status af familie ifølge min barndoms definition. Det efterlader mig med retten til subjektive refleksioner i efterspåklogskabs klare lys om min egen familie og vores hjem gennem alle tiderne.